Hæng i med det yderste af neglene

Hæng i med det yderste af neglene

cliffhanger

 

Præcis sådan der kan livet godt føles engang imellem – at hænge der i det yderste af neglene og ikke helt være klar over om toppen kan nås eller afgrunden kalder ….

Der er valg hele tiden livet igennem og med det liv jeg valgte for nogle år tilbage et leve, ja så er valgene nogle gange ret så hårde.

Økonomi er nok en af de ting som jeg har allersværest ved at snakke med andre i min omgangskreds omkring, jeg tror ikke der er mange der forstår de valg jeg har taget og det kan godt gøre mit liv omkring lige netop økonomi ret ensomt. Jeg har taget nogle sindsyge valg i årene, hvor jeg var alene med mine piger og den bøde betaler jeg stadig af på. Jeg klager ikke min nød over det, jeg vil bare rigtig gerne prøve at forklare, hvorfor jeg nogle gange føler at jeg hænger der i det yderste af neglene 😉

Jeg har en ide og en passion, jeg har de seneste år erfaret at jeg kan noget som ikke mange kan, og det vil jeg jo gerne drive til at blive mit levegrundlag. Alle drømmer om at leve af deres passion, men ikke mange gør noget ved det og den allerstørste modstand på at gå efter drømmen er økonomien. Undskyldninger er der masser af:

  • Jamen vi har jo et hus vi betaler af på
  • Så kan jeg jo ikke få råd til at rejse på vinterferie hvert år mere
  • Jamen jeg kan jo ikke “spille hasard” med min indtjening når jeg har børn

Og sådan kunne jeg sådan set godt blive ved. Og de der udtaler sig sådan har for så vidt ret – forstået på den måde at: Ja det koster at satse …. Faderen til mine to yngste børn har gennem de mange år vi var sammen lært mig at det koster penge at tjene penge, det er også korrekt. Igen skal der lægges en indsats i form af både tid og penge for at udleve drømmen. Der skal gøres nogle benhårde valg

Jeg hørte engang en iværksætter udtale – At leve som iværksætter vil sige at leve i en årrække som ingen andre vil for at leve resten af livet som ingen andre kan……

Det mantra har jeg taget til mig, jeg tror virkelig ikke mange andre vil vælge at leve som jeg har gjort for at nå den drøm jeg VIL nå. For at tage et eksempel så har jeg ofte kigget på min konto midt på måneden og ofte har der stået omkring kr. 129 til de sidste 14 dage – med tre børn er det IKKE mange penge. Når den ældste så kommer hjem og beder om 50 kr fordi de skal på tur til København med klassen – hvad gør man så?? Så bliver halvdelen af madbudgettet for resten af måneden pludselig taget væk. Næste måned møder jeg op i klassen hos den mellemste og der skal i øvrigt lige indbetales kr 200 til klassekassen … Av min arm. (Ofte småbeløb for dig, men i min situation lige der – enormt mange penge)

Nu sidder en masse mennesker nok allerede og gisper rundt omkring. Nogle tænker hvor er det uansvarligt at havne i en sådan situation, andre igen tænker sikkert noget i stil med: Hvor er det egoistisk af hende, hun må da sørge for at tjene nok til at kunne forsørge sine børn, og hvis ikke ens iværksætteri lige giver overskud så må man jo ud og finde en supplerende indtægt ….. OSV……Lige til Luksusfælden vil nogle måske ytre sig om ….. hvad ved jeg?? Der er et helt enormt tabu omkring økonomi i det her land og en seriøs mængde foragt for nogen der har satset og fejlet – det er så nemt at pege fingre…

Men nu vil jeg godt lige i slipstrømmen af alt den negative tankegang her prøve at forklare hvad det vil sige at have en passion og et mål at løbe efter – en mission med livet (lyder måske lidt overdrevet men det er i bund og grund bare det jeg løber efter  😛

Jeg har egentlig altid været et fornuftigt og temmelig organiseret menneske – prøv bare at spørge mine tidligere chefer der hvor jeg har været ansat 😉 Mit hjem så altid rimelig rydeligt ud og jeg tjente gode penge. En drøm for mange – et fængsel for mig. Hele tiden løb jeg mod tiden og med dårlig samvittighed, andre satte dagsordenen hele tiden og ofte når min indre rebel sagde: Nej nu kan det være nok – sagde mine chefer: Du skal vælge dine kampe Lise, du kan ikke vinde den her!! Grrr det frustrerede mig ….

Da jeg så begyndte at arbejde med kunst og det greb om sig pustede min egen omgangskreds for alvor til gløderne ved hele tiden at stille spørgsmålstegn ved om man nu også kunne leve af den skæve ide jeg havde fået?? Hver eneste gang jeg har mødt den modstand er mit gåpåmod og min lyst til at gennemføre vokset betydeligt. Jeg er opvokset med at når man har sagt A – må man også sige B, så at opgive er ikke en mulighed for mig. Derfor har en skræntende økonomi heller ikke stoppet mig og nu kan jeg se lyset for enden af tunnellen …

Det kan faktisk heller ikke beskrives hvor vildt det er, når jeg præsenterer min ide med at lave kunst til virksomheder med udgangspunkt i deres værdier og virksomhedshistorie, så får jeg så god feed back at jeg bare ved at jeg har fundet min niche. Når jeg kører hjem efter at have talt med en virksomhed om hvad deres maleri skal indeholde er jeg fuldstændig flyvende og jeg ved at min baggrund giver mig muligheden for det jeg laver netop fordi jeg forstår hvad virksomheden taler om når de snakker om ROI og Blue Ocean Strategies 😉

Jeg har uden tvivl en blokering med mig fra barndommen om at jeg på en eller anden måde ikke kan tjene penge nok på at leve af min passion – men det mindset knokler jeg på med at få elimineret så jeg kan opnå økonomisk frihed og fred omkring mig og mine nærmeste. Jeg har været Helvede igennem på den konto og fortjener at nå i mål – jeg har knoklet, ofret, knoklet endnu mere og knokler endnu mod målet der hedder at jeg er fuldstændig gældsfri indenfor 3 år ….

Jep det er mit mål og det knokler jeg benhårdt imod også selv om de seneste år har presset mig hårdt mod en mur og låst mig på mange måder. Sådan er det når indtjening ikke følger med udgifter …. For mig har 2015 været en benhårdt år med fokus på at lukke huller – jeg glæder mig til 2016 hvor jeg kan fokusere på at vækste endnu mere uden et efterslæb 😉

Nu kommer Julen og Nytåret – tid til at sætte sig mål og det har jeg hermed gjort 😉 Måske skal du sætte dig et mål om at komme en tur forbi Roskilde Havn og hilse på i weekenden 28. og 29. november, da vi holder Julemarked hos Kunst og Kaffe.

Vi har lukket en masse kunsthåndværk ind i butikken og glæder os til at fremvise det og vi satser på at du kan købe de helt særlige og meget personlige julegaver hos os i år 😉

Der vil selvfølgelig være malerier til enhver smag, smykker, keramik, glaskunst m.m. Du kan også købe gavekort til en kreativ oplevelse på dagen måske børnene ar lyst til et male- eller tegnekursus eller måske din kone har?

Kom til Kunst og Kaffes Julemarked lørdag den 28. november kl 10-17 og søndag den 29. november kl. 10-17

Vi står klar til at julehygge om dig, og så har vi muligvis behov for at lokke børnene forbi og hjælpe os med at finde den drillenisse vi er blevet advaret mod bor i den gamle skibsproviant …..

Følg vores nisse udfordringer på vores Facebook side fra næste uge

Belønning forude ….

Belønning forude ….

Ferie

 

Sådan en ferie drømmer jeg om ….

Jeg har faktisk ikke været på sådan en rigtig dase, slikke sol og spise ude ferie i virkelig mange år. Det var et valg jeg tog da jeg kastede mig ud i iværksætteriet, den ferie trækker godt nok i mig nu 😉

Egentlig ikke fordi jeg som sådan hungrer efter at komme væk, men mere fordi at når ferien kan bestilles og betales, så har jeg nået et af mine helt store milepæle i dette projekt, og så synes jeg i den grad min familie har fortjent sådan en ferie. Mine børn har jo ikke valgt at vi ikke skulle have råd til ferier ligesom deres legekammerater og de har faktisk aldrig klaget deres nød – de fortjener sådan en ferie. Min kæreste bakker mig op og trækker et stort økonomisk læs som betyder at nu kan han og hans børn heller ikke komme på sådan en ferie – de fortjener den også.

Og ja for den da, jeg fortjener da også sådan en ferie og den ligger lige om hjørnet …..

Kender du det at du kan se målet forude sætter lidt i løb og får så følelsen af synsbedrag – målet flytter sig længere væk jo tættere du kommer ….. Sådan har jeg det for tiden og har haft den følelse et stykke tid. Det er som om at den store ordre og succesen lurer lige om hjørnet men jeg kan ligesom ikke rigtig komme derhen. Lidt ligesom sådan en drøm hvor der hele tiden kommer noget i vejen så jeg aldrig kommer hen hvor jeg skal.

Jeg tror selv fuldt og fast på, at jeg når i mål det er bare et spørgsmål om hvornår …… og jeg ved også at når jeg når det mål, så skal et nyt sættes og jeg skal ikke hvile på laurbærene. Men jeg kan godt garantere at jeg skal på en ferie …. sådan en ferie hvor jeg ikke selv skal løfte en finger og bare kan slikke sol og læse i en god bog hele dagen ved poolen, og alle dem jeg holder allermest af skal med … 😉

Jeg glæder mig allerede – og den forventningsglæde holder mig igang.

Jeg sætter mig derfor et mål for november måned – de to store ordrer som jeg har arbejdet ihærdigt på, og som er virkelig er et gennmebrud for mig skal hales helt ind i nettet. Derfor har jeg travlt allerede fra i morgen mandag når jeg møder ind i Kunst og Kaffe. Bilen skal pakkes og en udstilling jeg har arbejdet ihærdigt på skal pakkes og klargøres og ikke mindst hænges op hos BaneDanmark i deres Kunstforening.

Når udstillingen er hængt op venter der en lang række opgaver som skal løses og ikke mindst prioriteres, så jeg når mit mål. Og nu søndag aften sidder jeg og ser fem til at løse udfordringerne en for en så jeg kan få min og min families belønning og komme på en velfortjent ferie – sol, pool og all inclusive 😉

 

 

Kaffe, kunst og kærlighed

Kaffe, kunst og kærlighed

Zebra

Kaffe, kunst og kærlighed – fjerner al besværlighed … sådan da 😉

Men det er alligevel lidt som i det gamle ordsprog med at leve af kærlighed og kildevand… Rigtig mange af mine gamle kolleger og venner fra nær og fjern forstår nok ikke rigtig min verden idag, jeg tror faktisk flere af dem tænker noget i stil med: Hvordan finansierer hun lige det eventyr?

Sandheden er at jeg ingen finansiering har og at mit eventyr har slidt rigtig meget på min økonomi. Dengang jeg arbejdede som leder i finans manglede jeg aldrig noget og der var råd til ferie flere gange årligt. Det har der ikke været de sidste fem års tid og jeg har ærligt nok også haft underskud i økonomien en del af tiden til trods for at jeg har spændt livremmen ind. Men det har ikke stoppet mig….

Nu har jeg siddet og set en del iværksætter TV og udsendelser om iværksættere der har brudt igennem og lavet store forretninger ud af deres drøm – og fælles for dem alle er, at de hele tiden har troet på deres projekt…. de blev ved selv om omverdenen sagde: Lad nu være….

Når de har mødt deres djævelske advokater har de med oprejst pande sagt, ja jeg tror på det kan lade sig gøre – og så har de ellers gjort det. Det har taget tid og kostet blod, sved og tårer, men de har gjort det

Jeg kender så sandelig godt fornemmelsen af de djævelske advokater som ind imellem lige skal prøve mit koncept af – så sent som i sidste uge mødte jeg det igen og ordene giver stadig genklang i mit hoved – Kan man leve af det?

Svaret må være: Jeg ved ikke om MAN kan leve af det – men jeg kan …. Sådan, nu har jeg forhåbentlig lagt låg på den en gang for alle…. 😉

Jeg står lige nu overfor det gennembrud jeg har knoklet så hårdt for så længe … og jeg lover dig for at det er kærligheden der har givet mig det sidste mod og det sidste overskud til at knokle videre mod målet….. han tror på mig, ellers ville vi jo ikke være der hvor vi er – og det er jeg så evig taknemmelig for …..

Jeg har besluttet at lave et foredrag om min rejse til trods for den jo selvfølgelig ikke er slut endnu – men måske kan jeg inspirere dig til at turde gøre noget ved din drøm uanset om du skal trodse omverdenen og gøre det du selv gerne vil …..

Torsdag den 22. oktober 2015 kl. 18.30-20.30 holder jeg foredrag om rejsen fra det trygge job i finansbranchen til mit liv som kunstner, og det er ganske gratis at deltage

Vil du lytte med og lade dig inspirere – så tilmeld dig her og skriv i beskeden at du gerne vil med 

OBS – Der er kun plads til 15 personer, så skynd dig at booke din plads (Vi tillader os at tage et no-show fee på kr. 150 hvis du ikke dukker op uden at give besked – så ved du det 😉

Foredraget afholdes hos Kunst og Kaffe, Havnevej 45, 4000 Roskilde og kaffebaren holder åbent så du kan købe en lækker kop kaffe, the eller kakao.

Jeg glæder mig til at åbne op for posen og få en snak med dig om at leve af sin drøm

 

 

Fusion ….. hmmm

Fusion ….. hmmm

header_fusion

 

Fusion er egentlig et interessant koncept – at fusionere noget er ikke uden udfordringer, men på sigt kan der komme noget virkelig fantastisk ud af det.

 

Nu sidder jeg i anden måned af min elskede fusionsfamilie med udfordringer der seriøst ligner “rocket Science”…. 2 meget forskellige måder at leve livet og hverdagen på, har mødt hinanden – og det er bestemt ikke uden udfordringer.

På det ene hold har vi strukturen, skemalæggerne og A-menneskerne, på det andet hold B-menneskerne, opvasken løber vel ingen steder og de impulsive handlinger ….. PYHA det giver kamp til stregen, og behøver jeg skrive hvilket hold jeg er på?  😯

Det er dælme svært og der skal slibes kanter. Ingen af måderne kan jo kaldes den “rigtige” måde at leve på, for hvem skal være dommer i den sag? Og rigtig i forhold til hvad? Og hvorfor er den ene måde mere rigtig end den anden? Nej her er nok kun en eller anden form for kompromis løsning mulig ….

Nu er jeg jo ikke så naiv at jeg tror at dette problem kun udfolder sig i en fusionsfamilie, for det ved  jeg godt ikke er tilfældet. Men når man er en fusionsfamilie er der bare endnu flere forhold at tage hensyn til. Skal mit barn der ikke er struktureret presses ind i kasser og bokse fordi et andet barn ikke kan leve uden? Skal jeg som mor tilsidesætte mit og mine børns behov for frihed til fordel for kasser og bokse fordi der er andre som er mest til planlægning og struktur? Hvor ligger den gyldne middelvej?

Ærligt nu har prøvet strukturen i lidt over en måneds tid, og jeg frygter at den på den lange bane kvæler min kreativitet. For mig vokser behovet for kontrol sammen med strukturen, og kontrol får jeg aldrig over de kreative processer, og jeg er derfor nødt til at være i stand til at slippe kontrollen for at udføre mit arbejde. Kontrol er for mig en hæmsko mens den for andre er deres styreværktøj – hvordan griber man sådan en konflikt an?

Jeg skal tit høre for min manglende organisering af ting – f.eks. at før jeg får sat en galleriskinne op ikke har planlagt at sætte øskner og snorre bag på et maleri, jeg på sigt gerne vil have op at hænge,   ….. hvad er der nu galt i det? Jeg opdagede at den person der satte skinnen op havde et behov for at færdiggøre processen helt og i hans hoved var det inklusiv opsætning af maleri – men maleriet havde jeg ikke sat øskner i, for jeg havde jo bare bedt om at få sat en galleriskinne op – ikke et maleri …. For ham var det roderi at en skinne hang uden billede – for mig en mulighed for at hænge et billede op når det passede mig ….

Kan du se hvor hurtigt verden kan gå i konflikt, fordi vi tolker og mistolker hinanden hele tiden – også i fusionssituationer er det en udfordring.

Og netop nu fusionerer jeg Powertex med både akrylmaling, lak og bister og det er heller ikke uden udfordringer. En betonfigur til at stille i haven påførte en veninde og jeg Powertex og det viser sig at den lak vi har brugt hiver Bisteren med ud så den regner af i regnvejr …. ikke så smart. For meget Powertex tilsat 3D flex revner …ikke så smart. Jeg kan godt blive grebet i processen og pludselig stå med et lærred fyldt med krakeleringer som jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med når jeg har akrylmaling på penslen ….. ikke så smart.

Alt i alt leger jeg bare en hel masse i hvert fald i mit atelier og omkring udfordringer i når jeg fusionerer forskellige produkter, og så må jeg jo konstatere at det er med udfordringerne vi allesammen lærer noget ….. så  jeg må prøve at lege lidt med udfordringerne i hjemmet så løser udfordringerne sig nok også der – uanset så ved jeg at der er noget fantastisk i vente på den anden side af udfordringerne 😉

Nogle fusioner har jeg fået kontrol over i de nye processer og dem vil jeg gerne lære videre til dig. Jeg har oprettet en lang række nye hold resten af året i år – så der er også plads til dig. Jeg har dig erfaret at jeg må sætte prisen en lille smule op for at få det til at hænge sammen, men hvis du overvejer at deltage så kan du skynde dig ind og booke en plads senest tirsdag – så får du det til den gamle pris 😉

 

Se alle kurserne her

Kunst og kaffe og manden med leen

Kunst og kaffe og manden med leen

Ja jeg ved det godt – det lyder rimelig dramatisk og al det der og ham manden med leen, hvad har han nu med Kunst og Kaffe at gøre?

Altså han er afbilledet på rimelig meget kunst, hvis vi sådan lige skal kigge ned gennem historien, og mon ikke der er røget nogle kopper kaffe ned, mens publikum har betragtet og måske frygtet ham lidt? Så på den måde kan man nok altid finde et link, hvis man søger det.

I min helt personlige historie mødte jeg rent faktisk selv den omstridte herre for omkring 11 år siden, jeg hoppede ikke med op i båden og smuttede med ham, men i stedet hagede jeg mig fast til livet og den lille nyfødte pige som havde brug for mig efter en voldsom start på livet.

De følgende år skete ændringerne ganske langsomt. Det var ikke sådan, at jeg efter at være tilbage for fuld udblæsning tænkte at nu skulle jeg dælen dulme leve livet hver eneste dag som om denne var den sidste. Det var mere som om jeg langsomt opfattede at verden omkring mig var helt forkert, eller måske snarere, at jeg havde fået placeret mig selv midt i et liv, jeg egentlig nok ikke rigtig kunne forholde mig til længere.

Lysten til at gøre noget helt andet med mit liv meldte sig for alvor, da jeg mistede mit dengang elskede job. Min hobby med at tegne og male begyndte at fylde mere og mere, og på et tidspunkt var der for mig ingen vej tilbage – jeg måtte leve af det jeg elsker at gøre.

Alt og alle i min omgangskreds strittede voldsomt imod …. kan man leve af det? Årh hvor har jeg hørt den mange gange. Prøv nu lige at forstå mig ret, jeg har mødt Manden med leen (ja jeg var faktisk helt derude hvor genoplivning blev nødvendigt) så økonomisk modgang eller for den sags skyld ruin skræmmer mig faktisk ikke – og jeg ved godt at det er økonomien i mit valgte erhverv der spørges ind til når denne kække bemærkning falder …. Men man dør IKKE i Danmark af at være økonomisk presset ….. BUM

Når det er sagt, så skal jeg også lige skynde mig at skrive, at mit valg om at gøre noget anderledes og kaste mig ud i at leve af kunst ikke har været nogen dans på roser …. Jeg elsker at male og tegne og ikke mindst at undervise, jeg bliver helt vildt stolt når nogen har lyst til at købe mine malerier, og når jeg får feed back fra mine kursister, der roser min undervisning til skyerne, blot fordi jeg egentlig i bund og grund bare har hjulpet dem i en retning, jeg selv er løbet meget længere ud af. Lige præcis det betyder meget mere end penge, store dyre biler og huse, mærketøj, Iphones og alt det andet vi er så duperet af.

Og hvor lyder jeg dog hellig når jeg skriver den slags 😉 Det er jeg ikke, for ærligt så vil jeg da også inderst inde tjene penge, så mine børn kan komme i Tivoli og få nye sko, så min kæreste og jeg kan få den højt ønskede udestue og så jeg kan fylde benzin på min lille bil uden at frygte hvilken regning der så må vente. Pointen er ikke, at jeg gerne vil leve som fattigrøv på kærlighed og kildevand – for den holder altså ikke i min verden, pointen er, at jeg vil leve af noget jeg virkelig elsker at lave, noget jeg glæder mig til hver eneste dag, noget der kan få mig ud af sengen om morgenen når Guderne skal vide, at jeg er B-menneske og helst bliver i den 😉

I juni startede Kunst og Kaffe i Roskilde Havn – en mulighed for at få mit atelier ud af huset, ud hvor der er masser af mennesker og masser af liv og ikke mindst ud i et fantastisk miljø hvor min kreativitet bare vokser hver eneste dag. Jeg kan på det varmeste anbefale dig et besøg – ikke kun på grund af kunsten men i den grad også den stærkt vanedannende kaffe der serveres 😉

Deroppe kan jeg stå og kigge ud over vandet og tænke på manden med leen sende ham en kærlig tanke og en tak for en ekstra chance med livet og selv om jeg har grædt da jeg blev skilt, og har hulket når jeg har kigget på mit kontoudtog fra banken, så har jeg holdt fast i min mavefornemmelse for at det er sådan jeg vil leve mit liv og min stædighed har gjort at skuden nu vender …. kærligheden har ramt og økonomien er også godt på vej ….. og så bliver jeg un-stopable … siger det bare ….

PSSST nyeste fund for mig er Powertex – det er sindsyg sjovt at lege med og du kan skabe nogle fantastiske resultater. Jeg elsker at undervise og har valgt at blive certificeret underviser i Powertex – det lyder fint ik’? Kom og leg med på kurserne, kig ud over vandet og send din stress ud på Roskilde Fjord sammen med Manden med Leen – så kan de hygge sig derude mens vi leger med farver og struktur i kaffebaren ;O)

Tjek kurserne her

 

 

 

 

Tante Tove

Tante Tove

Tove og finn

Jeg har en tante Tove – jo den er skam god nok, sådan en rigtig sød og rar tante, der bor ovre i Jylland. Der bor hun sammen med min farbror og har en stor dejlig familie med børn og børnebørn og den slags.

Hun har sørme lige bestilt et maleri fra mig, og det bliver en vidunderlig barnlig-på-den-fede-måde udfordring ….

Min farbror og tante har dette skønne maleri hængende hjemme i deres stue, og det har givet anledning til meget historie fortælling i den lille familie. Et barnebarn har digtet at i det lille lyserøde hus under luftballonen bor en sur dame, hun er så sur at hun slår folk i hovedet med en stegepande ….. jamen hvor fantastisk er det ikke, jeg kan da i hvert fald ikke lige lade være at trække på smilebåndet 😉

Nu lyder min opgave så – mal den sure dame med stegepanden som bor i det lyserøde hus …..

Og sådan en opgave kan jeg jo kun gå til med smil på læben og tænke – hvor er mit job dog fantastisk. I dag visualiserer jeg en lille drengs fantasi om en sur dame med en stegepande, i morgen maler jeg en større virksomheds vision ….. love it!

Og midt imellem alle visionerne og de sure damer med stegepander – ja der hjælper jeg alle dem med en lyst til at udfordre deres kreative gen – så tjek da lige mine kurser ud hvis du vil være med, ellers sender jeg den sure dame efter dig med stegepanden 😉

Tjek dem her

Ses vi?