Messe tømmermænd …

Messe tømmermænd …

Drømmende ballerina - kr 6500

Nu hos Carlsberg Kunstforening

Så er Hillerød Kunstdage vel overstået og ligesom sidste år, er jeg glad og mere end tilfreds med resultatet af messen – jeg tror næppe jeg opgiver den gode placering jeg har haft de sidste to år, jeg står så godt placeret der i foyeren. 

I år blev det den drømmende ballerina på billedet der smuttede afsted på eventyr hos Carlsberg Kunstforening – alene at en så stor kunstforening har købt et af mine malerier har givet mig et ordentlig skub i ryggen …. jeg er på helt rette vej.

Udover de mange fantastiske oplevelser og gode tilkendegivelser på mine malerier sidder jeg også i dag mandag morgen med følelsen af helt enorme tømmermænd – du ved den slags, hvor hovedet dunker og kroppen er helt flad og man kun kan tænke på burger og cola ….. hmmm det spiller ikke så godt med min beslutning om at forsøge at leve bare lidt sundere i hverdagen.

Nå men mon ikke jeg bare skal give mig selv lov til at have tømmermænd og bare nyde alt den ros mine værker fik i weekenden og lade foråret komme med alle de fantastiske forandringer det kan medføre.

Der sker virkelig mange forandringer både i min  lille kunstforretning men også privat, og det er faktisk ret svært at balancere det hele på en gang, jeg flyver fra at være fuldstændig euforisk over eksempelvis salg af mit maleri til Carlsberg Kunstforening til at sidde og føle mig som en tom skal ingen bemærker. Det er nu egentlig ret underligt for om udgangspunkt fejler min selvtillid ikke noget, jeg ved jeg kan, hvad jeg sætter mig for – nogle gange er der nogle bjerge som skal bestiges, men det gør jeg så ganske systematisk, så jeg kan nå mit mål.

Men mit selvværd – det er en helt anden side af sagen, det har jeg egentlig altid kæmpet lidt med. Jeg kan sagtens i de fleste tilfælde sige “f… Janteloven – jeg gør det alligevel” men når anerkendelsen udebliver så synker jeg helt i dybet spiller bolden ind i mit eget mål og bebrejder mig selv for at fejle. Kender du det?

Jeg gør et meget stort nummer ud af ikke at vise mine svagheder i offentligheden – jeg er en stærk kvinde der har rejst sig med hovedet højt fra en utro ægtemand og en barselsseng der nær havde taget mit liv, men de følelser sidder jo stadig i mig og popper op til overfladen ind imellem, og jeg har helt ærlig sindsygt svært ved at håndtere dem. Jeg har mit drømmeliv – hvordan i alverden kan jeg så tillade mig at sidde med tårer i øjnene og være trist?

Weekenden har sat alle disse tanker i gang i mit hoved – jeg maler og det gør jeg ofte ud fra en følelse, så når jeg står på sådan en messe har jeg alle mine følelser helt uden på tøjet – mange af mine følelser er sågar hængt op på en væg med spot på. Så alle de gode tilkendegivelser giver mig virkelig følelsen af succes og løfter mig i den grad til at turde fortsætte. Men det sker også at nogle lader en bemærkning falde om det modsatte, jeg ved jo godt at jeg må forvente at ikke alle kan lide det jeg laver – “og pyt med det” siger min fornuft og min selvtillid – men igen mit selvværd, det er en helt anden historie. Her synker de kommentarer ind og spiser lidt af mig hver eneste gang, og det er nok det, der er så forbandet hårdt, og som gør at jeg nu sidder med fornemmelsen af tømmermænd efter en messe weekend ……

Med dette blogindlæg vil jeg gerne have lov at flage lidt for at styrker og svagheder går hånd i hånd – jeg ved at jeg kommer til at bremse lidt op inden jeg trykker på enter-knappen om lidt, fordi jeg har valgt at skrive om nogle af mine svagheder, men jeg øver mig i at acceptere, at jeg også kan være kan være svag og have brug for andres hjælp. Så hjælp mig og dig selv med at forstå at vi er gode nok som vi er og at have en off-dag faktisk er OK efter en hård indsats i weekenden – Rigtig god mandag derude.

 

 

 

Når enden er god …

Når enden er god …

Alice
Victor på fem udtalte en dag: “Årh hvor er hun smuk, hende gad jeg godt være kærester med”,

“Hvem” spurgte Victors ven ” Hende der maler?”
Jeg når lige at sole mig lidt i rosen inden Victor udbryder – “NEJ, hende på maleriet selvfølgelig”

Denne lille historie om Victor foregik en dag jeg stod og malede på Institution Kongelyset i Slagelse. Her har jeg nemlig fået en …. ja, jeg fristes næsten til at kalde det en KONGE opgave 😉 Jeg har fået lov at male et “Alice i Eventyrland”-miljø på en kæmpestor væg, du kan få et lille indblik i maleriet på billederne her forneden.

Dette er egentlig en historie der ender stort set samme sted som den begyndte – nemlig med en stor fan af Johnny Depp. Den hurtige ved at Johnny Depp har spillet rollen som Den Gale Hattemager i Alice i Eventyrland filmen, den der kender mig godt ved, at jeg for en del år tilbage malede maleriet her (Johnny Depp Collagen), og netop det maleri banede vejen for mig til det KONGEprojekt jeg nu er igang med i Slagelse.

Det færdige maleri

I 2012 havde jeg udfordret mig selv med Johnny Depp Collagen – ideen havde længe spøgt i mit hoved, men jeg var usikker på at kaste mig ud i det, da jeg netop var blevet alenemor. Som alenemor og iværksætter var jeg dybt afhængig af, at alt hvad jeg lavede også kunne give en indtægt, så jeg kunne få mad på bordet i det lille hjem. Johnny Depp maleriet var en af de der chancer jeg tog – “f… det hele … også økonomien – jeg har lyst”… og så gjorde jeg det.

Med hjertet helt oppe i halsen tog jeg maleriet med mig rundt på forårets og sommerens messer. Første messe var Valdemar Slot – glad og fro drog jeg afsted sammen med en veninde. Jeg havde skrabet pengene sammen til standen og eventyret og var så klar til at skulle sælge malerier i stribevis. Jeg solgte IKKE et eneste maleri på messen ikke engang en bestilling på et portræt kom umiddelbart hjem ….. Jeg var sååå presset på pengepungen, da vi kørte hjem fra messen, at jeg faktisk ikke anede mit levende råd – skulle jeg tilbage på arbejdsmarkedet, finde mig et job og så droppe hele min drøm?

Jeg samlede mig, erfarede at jeg trods alt havde udleveret omkring 250 visitkort på Valdemar Slot, så måske var markedsføringen af mig som kunstner slet ikke så dårlig. Midt på sommeren var det Dragør Kunstfestival – jeg havde tilmeldt mig og glædede mig virkelig til at udstille i Dragør og forhåbentlig sælge en hel stribe malerier så børnene og jeg kunne få en god sommerferie sammen. Igen – jeg solgte ikke et eneste maleri….. jeg var helt i kulkælderen, og vaklede mere end nogensinde-  “hvad i alverden er det dog jeg byder mine børn?” var en af de mest tænkte tanker i mit hoved den sommer.

Men et eller andet holdt mig til ilden, for på trods af de manglende salg til messerne synes jeg jo det var det fedeste at male – så jeg fortsatte lidt endnu med at male på Johnny Depp collagen. Efter at maleriet have været slået op adskillige gange på Facebook blev det solgt ….. Jeg jublede som aldrig før og jeg var faktisk ikke engang færdig med maleriet. Det endte med på det tidpunkt at være det maleri jeg til den dato havde fået mest for.

På Valdemar Slot stod en mand og hans kone i standen ved siden af mig og min veninde. Manden havde flere gange været henne for at beundre mit værk af Johnny Depp. Jeg udleverede mit visitkort og den mand er faktisk daglig leder af Institution Kongelyset, og der har jeg efterfølgende haft en del rigtig gode opgaver – også ud over KONGE opgaven som jeg maler nu. For det var da helt naturligt at det bekendtskab som startede over Johnny Depp figurer skulle selvfølgelig fortsættes der (jeg skriver ikke “ende der”- for det skulle jo helst ikke ende med det 😉

Og hvad vil jeg så sige med alt det – jo at når enden er god er alting godt. For selv om du ikke sælger noget til en messe eller et arrangement du er tilmeldt, så får du altså en fantastisk mulighed for at så frø. Jo flere frø du sår jo nemmere bliver overlevelsen i sidste ende. Enden på eventyret på Valdemar Slot endte med nogle rigtig gode ordrer op til flere år senere end selve eventyret og for så vidt angår Victor og hans fascination af Alice i eventyrland – så er jeg helt sikker på han møder sin Alice når han bliver gammel nok til det. Og for mit eget vedkommende så er ridderen på den hvide hest for længst kommet forbi og har sunget sin serenade, og jeg forventer vi lever lykkeligt resten af vores dage – SLUT

 

 

 

 

Nogle gange har man bare lov at være heldig

Nogle gange har man bare lov at være heldig

Sådan …. med armene vildt i vejret ligesom aben, har jeg det lige nu …..

I sidste uge blev jeg kontaktet af Henning Arlofeldt fra Solrød Mediecenter, og han spurgte mig om jeg kunne arrangere kunstarrangementer i hele uge 7 hvis jeg fik stillet et lokale til rådighed?

Om jeg kan, tænkte jeg, det skal da ikke gå min næse forbi og for et par dage siden stod jeg så med et rimelig stort lokale i Solrød Centeret nr. 75 og en hel masse ideer til hvad der skal foregå i de lokale.

I dag et par dage efter er programmet på plads og det bliver en kunstfest. Jeg glæder mig helt vildt.

Fredag den 6. februar åbner vi det hele kl. 12.00  – vi ruller en rød løber ud og har inviteret Peter List fra Mallorca Vine forbi til at give en lidt farverig smagsoplevelse og et lille foredrag om vine fra Mallorca. 5 kunstnere har jeg samlet til at udstille hele perioden. og vi er max klar til at give den gas i sådan en pop-up shop ….

Vi sidder i butikken på skift og arbejder på vores værker, og så holder vi selvfølgelig en masse workshops i løbet af ugen. Fredag den 13. februar har jeg fået fat i to unge fyre der sammen danner “Northern Sound Architecture” de laver lydkunst og det er jeg vildt spændt på at opleve.

Alt dette har jeg arrangeret i Artmakery’s navn (mit online galleri),  og det er på trods af at jeg egentlig er lidt på vej væk fra dette online galleri, da jeg har fået så meget medvind med min egen kunst. Men følg endelig med på artmakery.dk der lægger vi snart det fulde program til rådighed – og vi afslører nok også hvad der så skal ske med Artmakery – for det er jo min baby og den skal man passe på 😉

Jeg føler mig så heldig at få så mange m2 stillet rådighed bare sådan ud af det blå – og jeg glæder mig så meget til en fest hele uge 7…..

Er du lige så vild med fest og farver som jeg så kan du også skrive dig på Artmakery’s nyhedsbrev – de får nemlig først besked om alt det sjove der sker i Solrød – Skriv dig op her

Jeg glæder mig til at se dig – det er ganske gratis og der er mulighed for at der er kaffe på kanden

 

Hvorfor har jeg ikke tænkt på det

Hvorfor har jeg ikke tænkt på det

Gennem de år jeg har været selvstændig som kunstner, har jeg været ud af ufattelig mange forskellige veje, og hver gang har jeg tænkt der kommer nok hul på det lige pludselig, men hver gang viste sig også at det alligevel ikke var den helt gennemtænkte og rigtig gode ide – beslutningerne holdt ikke, og jeg blev ikke ved at være helt høj over mit daglige arbejde.

Er der noget jeg virkelig tror på som selvstændig, så er det at ideen skal være rigtig god, og den skal indeholde alt det jeg elsker allermest at lave. En lang proces går forud for min beslutning om at male visionboards til virksomheder – for hvad er det egentlig jeg brænder så meget for, at det holder min gejst oppe trods modgang og udfordringer? Hvad er det der gør, at jeg denne gang er HELT sikker på at min ide er den rigtige?

Denne gang har jeg virkelig brugt meget energi på at granske mig selv først inden ideen kom – de andre gange er ideerne ligesom bare opstået, og så er jeg løbet halvhjertet efter dem. Det er den første og største forskel…..

Jeg har været helt inde og spørge mig selv hvad er det virkelig jeg gerne vil med min kunst? og svaret er – give mine kunder en “waouw-oplevelse” ….. Derfor Elsker jeg simpelthen at fordybe mig i et helt særligt maleri og forfine detaljer så jeg er sikker på at kunden bliver glad og tilfreds.

Da jeg alligevel var i gang med at finde frem til min egen drivkraft fandt jeg samtidig også ud af, at jeg savnede dele af mit tidligere arbejde – nemlig arbejdet med mennesker i teams. Hvordan er det nu vi får en gruppe af forskellige mennesker til at løbe samme vej og forsøge at opnå samme mål? Hvad er det der får en gruppe medarbejdere til at stå op og yde for en virksomhed hver eneste dag?

Jeg var dygtig til at være leder i min tidligere karriere – et har jeg altid fået meget ros for – og nu er jeg så i fuld gang med at finde ud af hvad det var jeg kunne. En af tingene var i hvert fald at motivere, og det er ikke noget jeg som sådan har tænkt over som en del af min personlige egenskaber – jeg gjorde det bare. Nu prøver jeg så at sætte lidt ord på det jeg gjorde, og hele tiden dukker kreative værktøjer op …..

Jeg visualiserede meget for mine medarbejdere også dengang – jeg tegnede tændstikmænd, brugte billeder, kastede med sammenkrøllet papir for at få opmærksomhed fra de helt unge i teamet og skabte ad den vej en kultur som nok var lidt løssluppen, men der blev virkelig produceret også….. OG jeg havde min chefs opbakning, han var selv lige sådan.

Det bringer mig til min nuværende situation – hvorfor har jeg ikke tænkt på at bruge mine malerier til motivation før? Det er jo oplagt fordi billeder virker – de bliver hængende længere i luften end udtalte ord

De fortæller en historie i billeder og farver – og helt ærligt så ser jeg rigtig mange kontorer der virkelig godt kunne trænge til farver, farver motiverer også ….. sort/hvid/stål er rent og stiligt, men det er jo i virkeligheden ikke særlig kreativt …..

Alt i alt så giver det projekt virkelig god mening – farver ind på kontorerne, jeg kan få lov at levere “waouw-oplevelse” og fordybe mig i malerier, jeg er god til at sætte billeder på ord og få en kreativ løsning ud på lærredet – whats not to like

Og hvorfor har jeg så ikke tænkt på de private endnu – godt de kan tænke på sig selv. For det er lidt sjovt som mine bestillinger nu ændrer karakter fra at være mest portrættegninger til nu at være malerier med historie ….

Der er et behov som jeg kan dække – og det vil jeg helt vildt gerne

 

Mix til blog

 

Godt Nytår

Godt Nytår

New year

Nytåret er for mig altid tid til refleksion – i år ingen undtagelse… 2014 har på alle måder været et fantastisk år – et år hvor jeg som selvstændig endelig er begyndt at tjene penge, et år hvor jeg har mødt den dejligste mand – et år hvor jeg kan begynde at kigge fremad.

Og nu da jeg KAN kigge fremad tager jeg lige et lille tilbageblik først 😉

Da jeg startede som selvstændig i tidernes morgen hørte jeg alle steder fra at det tager ca. 5 år før virksomheden er oppe at køre og netværket og kundekredsen er blevet tilpas stor, så man kan leve af sit selvstændige erhverv – dengang tænkte jeg, det kan godt være, men jeg har et stort netværk og ved en del fra min tidligere karriere, så det gør jeg på 2 år ….. Efter to år sagde jeg 3 år, og efter 3 år måtte jeg erkende – ting tager den tid af en årsag ….

Jeg har lært så meget de sidste 5 år af mit liv som jeg ikke har lært i de 10 år jeg arbejdede med finansiering og ledelse, ting som jeg ved at jeg aldrig ville have lært ved at blive i de trygge rammer et fast job giver.

Hvis jeg skulle starte forfra i dag er der helt sikkert en masse ting jeg ville gøre anderledes, men jeg er helt sikker på at skulle jeg starte igen med den viden jeg har i dag så ville det nok stadig tage 5 år at opbygge en virksomhed – jeg har lært at der ikke er nogle genveje og der er en masse der skal læres undervejs.

En af de ting som har ramt mig hårdest har været økonomien. I 2012 blev jeg alene med mine tre piger og skulle klare mig for en halv løn jeg tjente via mit deltidsjob og resten skulle hives hjem via kunst. Jeg havde på det tidspunkt to huslejer da jeg skulle etablere mig i en lejlighed med mine piger og også lige havde valgt at åbne et fysisk galleri. På det tidspunkt virkede galleriet som en rigtig god ide, og jeg solgte da også en del den vej igennem og ikke mindst havde jeg et sted hvor jeg kunne afholde kurser. Presset af dårlig økonomi tog jeg nogle virkelig dårlige beslutninger i 2012 – men de dyre lærepenge lærte mig, at når man vælger at leve af selvstændigt erhverv, så skal man være dygtig til at erkende de dårlige beslutninger og ændre kursen fra den ene dag til den anden, glemme at der er ofret tid og penge på en dårlig beslutning og bare knokle videre en anden vej.

Sådan en dårlig økonomi bider desværre en i hælene langt hen ad vejen og først nu flere år efter kan jeg ånde lettet op og se en ende på de evindelige bekymringer.

Hvorfor er det så lige jeg vælger at skrive et blog indlæg om dette?
Fordi jeg gerne vil fejre at jeg stadig er her og jeg nu med ret ryg og tungen lige i munden kan kalde mig selv kunstner. Jeg blev ved selv om økonomien strammede, jeg blev ved trods dårlige beslutninger, jeg blev ved da min omgangskreds sagde: Kan man leve af det?, jeg blev ved da jeg ingen bil havde og måtte cykle fra Herodes til Pilatus og jeg bliver ved den dag i dag selv om jeg stadig har en skrøbelig økonomi

Hvorfor i alverden bliver jeg så ved? Jeg kunne reelt godt gå ud og finde mig et ganske godt job som betaler udmærket for jeg har bestemt en række færdigheder som jeg kan tilbyde erhvervslivet…..

Jeg bliver ved fordi jeg ELSKER min frihed, jeg ELSKER at bruge mine kreative evner til at give mine kunder en “waouw” oplevelse…. det er en fuldstændig fantastisk oplevelse af succes for mig når en kunde spontant vender tilbage med ros eller begejstring omkring et maleri eller et kursus jeg har leveret – en følelse jeg aldrig har prøvet i det private erhvervsliv, i hvert fald ikke på samme måde.

Før i tiden tog mine omgivelser ofte beslutningerne for mig – sådan er det ikke længere…. og 2015 er startet helt fantastisk på omsætnings siden, fordi jeg har valgt at lære hvordan man sælger og tro mig det er den vigtigste del af et selvstændigt erhverv uden salget er alt det andet fuldstændig ligegyldigt…..

Så mit absolut bedste råd til dig overvejer at starte selv – lær at sælge før du bruger al din energi på at finpudse dit image med dyre fotografer, lækker grafik, og langhåret SEO optimering, jeg neglicerer ikke effekten af disse ting, men du skal have en forretning før disse ting giver mening, og den får du ikke uden salg….. så grib knoglen, netværk eller bank på nogle døre også selv om du ryster i bukserne af skræk, den skræk bliver du nødt til at overvinde så du kan få nogle ordrer i ordrebogen.

Og til mine kunder der følger mig – dette indlæg er også skrevet til dig, så du forstår hvor taknemmelig jeg er over at du har handlet hos mig. At opbygge en kundegruppe er svært og kræver mange ressourcer, mine er ikke opbrugt, så jeg glæder mig meget til at se hvad 2015 tilbyder af sjove og spændende opgaver

Godt Nytår