I weekenden afholdt jeg mit første malekursus med Powertex for børn – det var supersjovt og inspirerende at lege med dette nye medie sammen med børnene, som jo altid er lidt mere fri i deres udtryk og ikke så bange for at gå igang som os voksne. Sofie malede dette maleri fyldt med sommerfugle. Alle sommerfuglene flyver den samme vej undtagen den lille lyseblå nederst i billedet – den flyver mod strømmen.

Den lille lyseblå sommerfugl – det er mig … .sådan føler jeg det i hvert fald rigtig ofte. Ja jeg går nok imod strømmen på godt og på ondt og det kan være forholdsvist hårdt.

Jeg skal lige skynde mig at skrive at jeg ikke piver, jeg har selv valgt det jeg går og gør, så det er ikke en klagesang – mere et indlæg henvendt til andre der måske kan nikke genkendende til mine udfordringer med at gå imod strømmen, eller i hvert fald føle at visse dele af livet er op ad bakke 😉

I det store hele synes jeg jo at mit liv forløber som enhver andens. Jeg er midt i mit liv, har tre dejlige tøser som jeg prioriterer skal sendes godt afsted i livet, jeg har en dejlig kæreste og en bonusfamilie jeg ikke vil bytte for noget – OK jeg har nok en skilsmisse mere med i rygsækken end de fleste, men det var nu engang livets gang og ikke noget jeg som sådan græder snot over. Og så har jeg det mest fantastiske job jeg overhovedet kunne forestille mig – men jeg ved godt at det er her jeg skiller mig ud fra mængden.

Det med at skille sig ud fra mængden har jeg altid følt at jeg har gjort  – også når jeg egentlig allerhelst ville gå i et med omgivelserne og ikke skille mig ud. Jeg har altid følt mig anderledes på en uforklarlig måde, og jeg har ikke altid synes det var lige fedt og det gør jeg egentlig heller ikke i dag.

Det er ofte jeg ikke føler at jeg slår til i omgivelserne, jeg føler mig skæv og utilstrækkelig. Der er så ufattelig mange forventninger til os som mennesker i samfundet og i vores omgivelser og dem har jeg til tider svært ved at leve op til. Sandheden er jo nok at det er mig selv der har de høje krav til mig selv og hvis jeg spurgte mine nærmeste så ser eller opfatter de slet ikke de udfordringer jeg selv slås med.

Men jeg tumler med dem – tankerne, de tanker der gør at mit selvværd og selvtillid daler lidt og det hele føles uoverskueligt. I dag er en af de dage ….

Jeg stod op i morges fordi jeg skulle køre min bonusdatter i skole, sad klar og ventede egentlig blot på at hun skulle blive klar. Normalt skal vi ud af døren kl. 7.30 for at nå i skole i tide. Mens jeg ventede på at hun skulle blive klar satte jeg mig ned ved computeren og begyndte min daglige morgentur rundt i systemerne for at se hvad der venter af opgaver der helst skal løses ASAP. Der ligger selvfølgelig lidt opgaver og jeg kigger på uret og beslutter jeg godt lige kan nå at betale et par regninger i netbank… jeg bliver fanget i de små letløselige opgaver og pludselig er klokken 7.37 ….. ikke en lyd fra min bonusdatter der blot venter på at jeg skal blive færdig…. jeg flyver op og siger Gud vi skal da ud ad døren og kommer ud i bilen og konstaterer at der skal fyldes benzin på ellers kommer vi ikke hele vejen til skolen ….

Kl. 08.04 afleverer jeg hende ved skolen – da hun er smuttet ud af bilen begynder tårerne at løbe ned ad kinderne. Hvad er jeg dog for en dårlig bonus-mor der ikke engang kan sørge for at få hende i skole i tide? Hvad vil min kæreste ikke sige? Hvor er jeg dog dum og utilstrækkelig …. og så videre. Tæsk til mig selv hele vejen hjem …. Jeg prøver og prøver at få mine dage skemalagt så jeg kan leve op til faste mødetider og at være en god forælder, men jeg kan åbenbart ikke??? Er jeg virkelig så dum at en så simpel ting ikke kan lade sig gøre?

Sådan startede min dag i dag …. ikke nogen synderlig god start, og jeg bliver så ærgerlig. Jeg har forsøgt at forklare min familie og omgivelser så mange gange at dette virkelig er en udfordring for mig. Det har været gældende det meste af mit liv at jeg bliver ligesom helt opslugt af et eller andet jeg laver og glemmer fuldstændig tid og sted med det resultat at jeg halser ud ad døren for at nå en eller anden deadline. Det er ikke så meget at disse ting sker der frustrerer mig – mere følelsen af at blive kigget skævt til …. ikke at passe ind i omgivelserne … ikke at blive forstået … og så mine egne tæsk, jeg har jo for f….. et ansvar som voksen som jeg åbenbart ikke kan leve op til…..

Men hvad er det så jeg har brug for så dette ikke fortsat er en udfordring?? Nogen vil sikkert sige lav rutiner der fungerer og stå op i tide – en nem og simpel løsning ik’? Og næste gode råd lyder noget i stil med at husk så det tager så og så mange dage at ændre de dårlige vaner….. for det er jo helt sikkert dårlige vaner der skubber mig ud i denne situation igen og igen ik’??? Eller er det???

Jeg er det man kalder en pleaser – sådan en der hele mit liv har gjort alt hvad der står i min magt for at imødekomme andres forventninger til mig (også dem jeg i mit hoved tror der er) så tro mig de rutiner er forsøgt og med succes i kortere perioder, men alligevel befinder jeg mig igen og igen halsende afsted mod en deadline – TIDEN, en konstant knap faktor!!

Jeg ved godt at det er mig der er udfordringen – men jeg ved helt ærligt ikke hvordan jeg skal løse det?? Det ligger dybt i mig at en sætning som: “Sådan er det bare!” skal udfordres, min indre rebel går helt i sort når jeg møder den udmelding – og det er nok lige præcis det der er udfordringen. Jeg kan jo ikke ændre på at der må og skal være mødedisciplin og dermed deadlines – paradoksalt nok arbejder jeg selv bedst under pres når en deadline nærmer sig, der er jeg virkelig effektiv og hurtig også i morges da jeg så hvad klokken var – VUPTI så var jeg i skoene og ude ad døren og havde nok nået skolen inden 8 hvis jeg altså ikke lige skulle have benzin på først ….. hmmm

Er det noget jeg bare skal leve med og sige – dette er altså en del af mig “take it or leave it” eller er det noget jeg bør ændre for at leve op til min titel somforælder der skal videregive så mange gode vaner som muligt? Videregiver jeg så ikke bare noget andet??

Det der nager mig mest i situationer som den i morges er nok at min kæreste overlader et ansvar til mig, som jeg ikke kan leve op til. Jeg vil så gerne hjælpe ham med at få hans hverdag til at hænge sammen, men jeg synes ikke ligefrem jeg gør mit job særlig godt …. på den anden side så gør jeg mit bedste og har måske bare brug for den anerkendelse af at jeg gør noget for ham og at han værdsætter det, jeg ved jo at anerkendelse er en stor drivfaktor for mig og kan flytte min lyst til at gøre noget ved tingene – så måske jeg skal tage en snak med ham i aften, er faktisk ret sikker på at han gerne vil hjælpe mig og nu har jeg måske ræsonneret mig frem til en mulig løsning i dette blog indlæg.

Rigtig god dag derude – og hvis du også føler dig lidt anderledes engang imellem ligesom mig, så kom og leg med dine kreative evner sammen med mig på et af mine kurser – det er aldrig kedeligt og jeg lover du glemmer tid og sted for en kort bemærkning 😉