Ferie

 

Sådan en ferie drømmer jeg om ….

Jeg har faktisk ikke været på sådan en rigtig dase, slikke sol og spise ude ferie i virkelig mange år. Det var et valg jeg tog da jeg kastede mig ud i iværksætteriet, den ferie trækker godt nok i mig nu 😉

Egentlig ikke fordi jeg som sådan hungrer efter at komme væk, men mere fordi at når ferien kan bestilles og betales, så har jeg nået et af mine helt store milepæle i dette projekt, og så synes jeg i den grad min familie har fortjent sådan en ferie. Mine børn har jo ikke valgt at vi ikke skulle have råd til ferier ligesom deres legekammerater og de har faktisk aldrig klaget deres nød – de fortjener sådan en ferie. Min kæreste bakker mig op og trækker et stort økonomisk læs som betyder at nu kan han og hans børn heller ikke komme på sådan en ferie – de fortjener den også.

Og ja for den da, jeg fortjener da også sådan en ferie og den ligger lige om hjørnet …..

Kender du det at du kan se målet forude sætter lidt i løb og får så følelsen af synsbedrag – målet flytter sig længere væk jo tættere du kommer ….. Sådan har jeg det for tiden og har haft den følelse et stykke tid. Det er som om at den store ordre og succesen lurer lige om hjørnet men jeg kan ligesom ikke rigtig komme derhen. Lidt ligesom sådan en drøm hvor der hele tiden kommer noget i vejen så jeg aldrig kommer hen hvor jeg skal.

Jeg tror selv fuldt og fast på, at jeg når i mål det er bare et spørgsmål om hvornår …… og jeg ved også at når jeg når det mål, så skal et nyt sættes og jeg skal ikke hvile på laurbærene. Men jeg kan godt garantere at jeg skal på en ferie …. sådan en ferie hvor jeg ikke selv skal løfte en finger og bare kan slikke sol og læse i en god bog hele dagen ved poolen, og alle dem jeg holder allermest af skal med … 😉

Jeg glæder mig allerede – og den forventningsglæde holder mig igang.

Jeg sætter mig derfor et mål for november måned – de to store ordrer som jeg har arbejdet ihærdigt på, og som er virkelig er et gennmebrud for mig skal hales helt ind i nettet. Derfor har jeg travlt allerede fra i morgen mandag når jeg møder ind i Kunst og Kaffe. Bilen skal pakkes og en udstilling jeg har arbejdet ihærdigt på skal pakkes og klargøres og ikke mindst hænges op hos BaneDanmark i deres Kunstforening.

Når udstillingen er hængt op venter der en lang række opgaver som skal løses og ikke mindst prioriteres, så jeg når mit mål. Og nu søndag aften sidder jeg og ser fem til at løse udfordringerne en for en så jeg kan få min og min families belønning og komme på en velfortjent ferie – sol, pool og all inclusive 😉