Mange gange bliver jeg spurgt, hvor det er bedst at købe materialer til malerier og tegninger, så nu har jeg endelig fået forfattet en liste du kan bruge igen og igen.

Den ligger her på min hjemmeside, hvor du altid er velkommen til at hente gratis fif om materialer 😉

 

Materialer til Malerier

Maling
Personligt maler jeg helst med en professionel maling enten Schminckes professionelle serie eller Golden, det gør jeg fordi jeg lever af at male og så synes jeg at malerierne skal have en vis kvalitet også i materiale valg.

Er du hobby kunstner og glad for at male vil jeg anbefale Amsterdams Studie maling – den er lysstærk og det betyder at den ikke står og falmer med tiden ligesom de billige malinger kan gøre. Du kan købe tuber med 120 ml i til omkring 40-45 kr.

Jeg malede engang et portræt af min datter med det billige maling, jeg var så stolt af maleriet og vi havde det hængende fremme – efter ca. 1 år kunne jeg smide det ud fordi malingen var falmet…..

Hvor kan jeg købe malingen?

Du kan købe online og i butik hos både CreateArt i Slangerup og hos Borup Kunst i Borup

Borup kunst fører ikke mærkerne Golden og Schmincke som jeg benytter, de fører den professionelle udgave af Amsterdam. Mette fra Borup Kunst er super kompentent til at vejlede dig i køb af maling.

CreateArt i Slangerup har et kæmpe udvalg af maling, og de giver en rigtig god service med, når du handler hos dem.

 

Malemedier 

Malemedier findes der ufattelig mange af og jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte.

Jeg kan rigtig godt lide struktur og er derfor selv blevet grebet fuldstændig vildt af materialet Powertex. Powertex er et limprodukt som i kombination med forskellige tilsætninger giver uanede muligheder for sjov og leg med struktur og ikke mindst krakelering.
Jeg afholder ind imellem demonstrationer i Powertex og du er altid velkommen på kursus – for Powertex har et væld af muligheder som ikke lige kan skrives ned i fire linier 😉 – se mere om kurser her 

Powertex forhandler jeg selv – kontakt mig evt. på tlf. 2099 0317

Øvrige malemedier vil jeg sende dig en tur til Slangerup for at blive guidet rundt i. Rene og Vivi Amelung har en fantastisk forretning og er vanvittig gode til at guide dig i den rigtige retning. De har et væld af malemedier som varnish, lak, krakeleringslak, strukturpasta og virkelig meget andet.

CreateArt – Slangerup

 

Pensler, maleknive, svampe m.v 

Pensler køber jeg hos CreateArt i Slangerup jeg bruger dem af mærket DaVinci, eller også køber jeg hos Mette fra Borup Kunst af mærket Royal & Langnickel – sidstnævnte er en anelse billigere og personligt synes jeg ikke der er den store forskel, måske lige at Royal & Langnickels pensler holder lidt bedre i de små tynde udgaver.

Du kan sagtens gå til Søstrene Grene og indkøbe dine pensler, dem har jeg også selv en del af. Til prisen er de absolut de bedste på markedet hvis du spørger mig. Jeg har kørt undervisning i 5 år på den samme samling pensler fra Søstrene Grene og først nu trænger de seriøst til udskiftning, og tro mig de bliver ikke altid behandlet pænt i undervisningen….

Maleknive kan du sagtens købe ind de billige steder, jeg har ikke erfaring for at der er de store forskelle på kvaliteten, jeg har dog fundet en super lækker lille palet kniv lignende en hos CreateArt som jeg er super glad for.

Skuresvampe fra Brugsen/Netto eller lignende bare de billigeste – dem bruger jeg mange af. De kan nemt klippes over i to og så koster de ingen penge.

Klude – billige engangsklude fra Brugsen/Netto eller hvor du nu ellers køber den slags, er ganske glimrende. Jeg synes faktisk de er allerbedst når de har været i brug lidt og er blevet lidt blødgjorte.

Dejskraber – ja sådan en kan også bruges til at male med og min er bare en billig en fra Ikea 😉

 

Lærreder

De billige kina lærreder kan du sagtens bruge til at lege på – men jeg anbefaler dig på det varmeste at skifte dem ud hvis du gerne vil sælge af dine malerier, da lærredet ofte er mere papir end lærred og derfor går nemt i stykker. Ofte er træet også billigt hurtigvoksende træ som slår sig ved den mindste fugt og det giver udfordringer med et færdigt maleri der måske tipper ud fra væggen.

Jeg køber bomuldslærreder fra Jysk Blindramme Fabrik. De forhandles både hos Borup Kunst og hos CreateArt.

Et lille gratis tip til dit maleri – når du ikke gider male længere den pågældende dag men du stadig har lidt maling på din palette, så tag hul på dit næste lærred og tør malingen af her – sådan er du allerede i gang med at skabe struktur og dybde i bunden af dit næste maleri.

Jeg bruger de små lærreder fra Harald Nyborg til palletter.

 

Tegnegrej

Jeg tegner bedst med Derwent Blyanter – sådan er det bare 😉 De fås i mange forskellige hårdheder og her vil jeg anbefale at du prøver dig lidt frem.

Jeg bruger altid selv mest de bløde udgaver (fra 5B-9B) dem synes jeg giver det bedste resultat.

Jeg tegner selv bedst på glat papir og køber blokke der hedder Paint on fra ClaireFontaine. De er helt glatte og uden struktur.

Struktur til tegningerne kan være super flot og så vil jeg anbefale at prøve nogle forskellige blokke til akvarel.

Jeg køber mit tegnegrej hos CreateArt i Slangerup

 

______________________________________________

OBS Jeg får ikke betaling for at henvise til de to steder – det er mit eget valg fordi der synes jeg at man får en fantastisk service, så jeg er helt tryg ved at sende dig i deres hænder ;O)

 

 

 

Skriv gerne her hvis du har spørgsmål

4 + 14 =