Øst møder Vest ved
2017
Vi er meget stolte da vi har fået muligheden for at arrangere en stor kunst-event i forbindelse med Kulturmødet i Nykøbing Mors i august 2017.
Kulturmødet er en pendant til Folkemødet på Bornholm og er tilsvarende et kæmpestort arrangement med mange spændende gæster – læs mere her
Kunst er mange ting – kunst udtrykkes i mange former – kunst forarger, forfærder og taler til vores følelser.
I et lille land som Danmark hvor vi ofte hører om forskellene på Øst og Vest, er det så her at kunsten kan bringe os sammen?
Det vil vi gerne prøve at finde ud af ved en samlet udstilling, til Kulturmødet 2017, hvor 10 kunstnere fra Vest udstiller sammen med 10 kunstnere fra Øst.
Udstillingen vil foregå i en lagerhal på Soltoften – altså lidt væk fra centrum af kulturmødet. Men ikke længere væk end man hurtigt kan komme til og fra, og det forlyder at en stor parkeringsplads kommer til at ligge lige i nærheden.
I løbet af de 2 døgn Kulturmødet varer, vil det være muligt at arbejde på et stort fælles lærred sammen med billedkunstner Lise Højer. Planen er at de deltagende kunstnere der lægger vejen forbi får lov at sætte deres præg på det fælles kunstværk. Kunstværket gives efterfølgende til Morsø Kommune som en gave.
Hvordan kommer jeg med?
Vi har netop åbnet for muligheden for at deltagere kan tilmelde sig og muligvis blive udvalgt til at deltage til selve kulturmødet, som udstillende kunstner. Ansøgningsfrist er den 31. marts 2017 – du ansøger ved at sende en mail med 3 gode fotos af 3 af dine nyeste værker (det behøver ikke være de værker du stiller med til kulturmødet). Mail sendes til thomas@lisehojer.com
Kulturmødet foregår 24.-26. august 2017. Du behøver ikke nødvendigvis selv være til stede den pågældende weekend, men er selvfølgelig meget velkommen.
Vi indsamler deltagende værker i weekenden den 18.-20. august 2017, 3-4 værker pr. deltager.
Det koster ingenting at ansøge, men det koster kr. 1350 inkl. moms at deltage, hvis du og dine værker udvælges blandt ansøgerne. Beløbet dækker udgifter til udstillingen, transport, opsætning og repræsentation af dig som kunstner.
Vi udvælger de 10 kunstnere fra hver egn der skal deltage og giver besked til alle kunstnere der har ansøgt senest 1. maj 2017. De udvalgte kunstnere får nærmere besked om hvad vi skal bruge fra de enkelte til selve arrangementet.
Keramikere, glaskunstnere, skulptører og andre er meget velkommen til at ansøge også.
Vi glæder os til at høre fra dig
Lise og Thomas
